Information om os

Den 1.  august 1922 etablerede M. P. Kronsbjerg virksomhed på adressen Rugårdsvej 148. I opstarten med automobilreparation og cykel- forretning.......

......men inden længe blev der også solgt brugte biler fra adressen. 

Under 2. verdenskrig, hvor benzin var en udpræget mangelvare, påbegyndtes en produktion af KRONGAS- gasgeneratorer (drevet af træ og tørv), som både under og efter krigen blev monteret på rigtig mange biler, herunder bl.a. Falck's redningsbiler. På ladet af af bilen står forrest firmaets grundlægger M.P. Kronsbjerg og bag ham sønnen Svend Eiler Kronsbjerg.

Forhandling af nye biler kom til i 1947 med salg af Guy lastvogne og Bradford varevogne. Sidstnævnte var en 2-cylindret udgave og blev solgt til 8.000 kr. 

Samtidig blev der indgået aftale om forhandling af Austin biler. I 1953 blev der på Middelfartvej 53 bygget en B.P. servicestation med tilhørende udstilling, og herfra blev der forhandlet Hillmann og Humper personbiler. I dag ligger der en stor Statoil-tank på stedet. 

Samme år blev der indgået aftale om forhandling af VW, Audi, Dodge og Landrover.

Det var i denne periode, at sønnen Svend Ejler Kronsbjerg begyndte at sætte sit umiskendelige præg på virksomhedens drift…………..

……..og hans engagement i bl.a. det lokale erhvervsliv fik rigtig mange erhvervsbiler ud at køre på de Fynske landeveje. Bl.a. var Falck’s Redningskorps en meget stor kunde.

I forbindelse med en omstrukturering hos VW-importøren, blev forhandlingen af VW og Audi opsagt sidst i 70’erne.

Inden for kort tid så Datsun/Nissan-importøren imidlertid sin interesse i, at indgå en forhandleraftale med Kronsbjerg. Det er snart 30 år siden, og der er i den periode sendt mange tusind nye Datsun og Nissan-biler ud på de danske landeveje.

I 1994 blev det næste generationsskifte indledt, og datteren Annette Kronsbjerg overtog dette år, sammen med sin mand John Munk Pedersen, driften af automobilfirmaet.

I 1999 blev der indgået forhandleraftale med Daewoo, som senere blev overtaget af Chevrolet, og denne forhandling har – ligesom for Nissan’s vedkommende – udviklet sig særdeles positivt gennem årene.

Autohuset Kronsbjerg blev i 2009 den største Chevrolet-forhandler i Danmark, og i januar 2010 havde vi den store glæde, at blive kåret til Årets Chevrolet forhandler for 2009.

I 2002 blev der indgået aftale med Mogens Dalager Automobiler i Nyborg, om overtagelse af dennes forretning på Lyøvej i Nyborg, og i 2003 blev der etableret afdeling i Svendborg på Jönköpingvej.

Annette og John’s 2 sønner arbejder begge i firmaet. Den ældste Henrik, er driftsleder i Odense og den yngste Christian, er afdelingsleder i afdelingen i Svendborg. 

I forbindelse med årsskiftet 2009/10 er Henrik og Christian blevet ejere af familie-virksomheden, og de er nu 4. generation ved roret. 

Annette og John er stadig at finde i forretningen. "De slipper ikke så let" siger Henrik og Christian.

Autohuset Kronsbjerg er nu 88 år gammelt, og den alder når man kun, når man passer på sig selv og sine kunder. Vi vil fortsat være en attraktiv arbejdsplads for alle vores dygtige og motiverede medarbejdere, og vi vil til stadighed cementere det forretningsmæssige grundlag for vores forretning, der bygger på, at:

”SÆRDELES TILFREDSE OG GLADE KUNDER ER VOR FREMTID”